Er du vores nye harpe?
Vi er 22 sopraner og alter, som er lige så frække, stride og sjove, som navnet Harperne antyder.
Vi synger et alsidigt repertoire med et bredt udvalg af numre fra den klassiske musikskat til genrer fra den rytmiske musik med et touch af jazz, swing, pop, evergreens og rockballader.
Vores dygtige dirigent og pianist, Allan Dahl Hansen er velkendt i det danske musikliv. Han står i spidsen for os hver onsdag kl. 19.00-21.30 i Ellevang Sognegård i Risskov.
Vi synger avancerede arrangementer med raffinerede musikalske finesser, som Allan i de fleste korsatser selv står bag.
Når vi synger, er vi alsidige og frem for alt ambitiøse, og vi lægger stor vægt på stabilt fremmøde. Det er en fordel, hvis du kender til noder, men det er ikke noget krav.
Når du går hjem, har du været en del af en energigivende koraften med masser af sang, hygge og grin.
Kunne du tænke dig at være med, så skriv til vores formand Marianne Leth, mannelet@gmail.com, og hør mere om os.
Du er velkommen til at deltage i en korprøve, inden du bestemmer dig.